Fordele og ulemper ved at have en medinvestor

Skal du til at vælge din første investering og overvejer du muligheden for at gøre det sammen med andre? Vi giver dig her en komplet oversigt over fordele og ulemper ved at investere med andre. Samtidig klæder vi dig på med overvejelser du bør gøre dig, før du vælger hvem du vil investere sammen med.

Flere øjne på virksomheden

At investere sammen med andre kan have en stor effekt på selve rejsen du tager på, når du investerer. Er det din første investering, kan det være en fordel at investere med andre, da det giver dig mere ro i maven. Når I er to eller flere investorer, er I flere til at stille de kritiske spørgsmål og vurdere virksomheden fra forskellige perspektiver.

Her foretrækkes det at investere med profiler, som har investeret før og derfor har et trænet øje i at se den gode investering. De overvejelser erfarne investorer lægger på bordet, kan redde dig fra potentielle investorfælder og lede dig på rette spor.

Med flere investorer kan I stille større krav til værdiansættelse og vilkår. I sidder som investorer inde med uvurderlig kompetence og erfaring, og kan supplere med et stort netværk. Derfor vil det være lettere som hold at få banket værdiansættelsen mere ned, og får flere procenter af virksomheden for et lavere beløb.

Ulempen ved at vurdere med andre

Det kan dog være en ulempe at vurdere en virksomhed med andre investorer, idet der kan opstå lidt af en kædereaktion. Er en investor lidt for kritisk omkring en virksomhed, vil det påvirke de andre investorer. Det kan i værste fald få dem der egentlig var klar til at investere, til at trække sig. Det er ærgerligt, for der er jo ingen garanti for, om kritikken er berettiget.

Flere hænder til at løfte opgaven

Køber du som ene investor en større procentdel af en virksomhed, forventes der en del aktiv deltagelse fra din side. Virksomheden søger ikke blot en investor for at rejse penge, men i høj grad også for at få kompetencer og netværk på holdet, som de ikke selv sidder inde med. Der ligger derfor et større ansvar på dine skuldre, hvis du investerer alene. Investerer du sammen med andre, kan du i højere grad være passiv investor, og der kræves ikke nær så mange arbejdstimer i projektet fra din side.

At I deles om procenterne betyder selvfølgelig, at du i sidste ende kommer til at eje færre procenter. Den store forskel ved at lave en holdinvestering er dog, at du med dine medinvestorer kan få større indflydelse på virksomheden og være sikker på I får jeres investering 10 gange igen. Denne store indflydelse ville ikke være mulig, hvis du køber en lav procent alene.

Fokuser på forskellige kompetencer

Når du teamer op med andre investorer, skal det selvfølgelig være med profiler, som kan byde på andre kompetencer end dig selv. Sammen skal I skabe effektiv værdi inden for flere forskellige områder, og være med til at få virksomheden til at blomstre i vækst.

Det er derfor en god ide at have undersøgt de andre investorers baggrund, før I begynder at tale forretning. Hvilken erfaring sidder investoren inde med? Hvad har de haft succes med? I baggrundschecket undersøger du også om investoren eventuelt er i familie med virksomheden eller om der er andre faktorer, der gør investoren biased. Så er der ikke længere tale om en objektiv vurdering af virksomheden og du skal I højere grad helt selv vurdere, om virksomheden er værd at investere i.

Styrk dit netværk af andre investorer

Efter du har gjort din første investering, har dine medinvestorer nu taget dig med på et væksteventyr, som både kan blomstre og brænde. Jeres relation bliver styrket ved at stå på samme skude, og I vil lære hinandens styrker særdeles godt at kende. Derfor vil du højst sandsynligt også have investorer, der er interesseret i at investere sammen med dig igen næste gang.

Samtidig får du effektiv sparring fra disse erfarne investorer, som har oplevet lidt af hvert med deres investeringer. Ved at spidse ører når de taler, vil du kunne spare mange penge på dine fremtidige investeringer, og de vil hjælpe dig med at udvikle et falkeblik, til når du udpeger din næste investering.

Spred dine investeringer

Ønsker du ikke at lægge det helt store beløb på din første investering, er det klart en fordel at teame op med andre investorer. Her kan du komme afsted med at investere mellem 50 til et par hundrede tusinde, samtidig med at du kan få stor indflydelse på væksten. Samtidig åbner de små holdinvesteringer op for, at du nu kan investere i flere virksomheder og på den måde have flere projekter i luften på en gang. Det kan være ganske underholdende at holde øje med, hvad der vækster bedst, og hvor din indflydelse særligt har skabt meget værdi.

Ønsker du ikke at lægge det helt store beløb på din første investering, er det klart en fordel at teame op med andre investorer.

Det anbefales desuden, at du ikke investerer de helt store beløb ved din første investering. Prøv dig hellere frem og se markedet an over en længere periode. Her kan profitten fra dine tidligere investeringer samtidig bevare den økonomiske balance, hvis den store investering viser sig at være en fejltagelse.

Hvorfor investerer de andre?

Endelig er det vigtigt at undersøge de andre investorers vurderingsgrundlag. Hvorfor har de en stor interesse i denne virksomhed? Hvor meget vil de kunne bidrage med? Hvor stort et tabt er det for dem, hvis det går galt? Disse spørgsmål har stor betydning for hvilket samarbejde du kan forvente.

Er det for eksempel småører for investoren at investere i denne virksomhed, vil personen højst sandsynlig fungere som passiv investor. Det har en stor betydning i forhold til hvor stor en indsats du selv skal yde, for at komme med de kompetencer, I har lovet virksomheden. Løber investoren derimod en høj risiko ved at investere i denne virksomhed, vil personen derimod være meget passioneret og vil fylde utroligt meget i forhold til indflydelse. Det er derfor en god ide at finde en god mellemvej mellem disse to investortyper – alt efter hvilken indsats du selv regner med at yde.

Press enquiries

Stella Blicher, Marketing Coordinator

Louis Wolff-Petersen, MD

Find ud af, om CVX er et match for din virksomhed

Du skal blot udfylde nedenstående felter, og så tager vi kontakt hurtigst muligt ift. den kommende proces.

Picture of Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål?

Så er du velkommen til at kontakte Investment Manager, Sara Nahon, på sn@cvx.vc.