Danske Nordic Eye er i spidsen for en ny investeringsrunde i det svenske alarmselskab Skyresponse, der samlet rejser 37 mio. kr. fra eksisterende investorer. Nu skal den nye kapitaludvidelse bruges til international skalering på de europæiske markeder med særlig henblik på de nordiske lande. Vækstvirksomheden har en abonnementsbaseret håndteringsplatform af alarmer, som bliver anvendt af internationale pleje- og sikkerhedsorganisationer.
“Vi har fulgt Skyresponse meget tæt i mere end otte måneder, hvor de har bevist, at de både har et dygtigt team og et exceptionelt, konkurrencedygtigt produkt inden for IoT-alarmer. Skyresponse er en veletableret aktør på det nordiske marked og er allerede til stede i mere end ti lande i Europa i en række vigtige markedssegmenter. Så vi har store forventninger om, at vores nye investering i Skyresponse kan gavne både dem og os,” udtaler Ib Drachmann-Hansen, Partner i Nordic Eye, i en pressemeddelelse.
Nordic Eye Venture Capital blev stiftet i 2016 af de to prominente erhvervsmænd Peter Warnøe og Lars Tvede, som ikke længere er aktive i venturefonden. Nordic Eye beskæftiger i dag 25 medarbejdere. Det er endnu uvist, hvor meget den danske venturefond præcist har indskudt i den svenske alarmkomet.
Læs hele pressemeddelelsen her.