Vækstvirksomheden IQniter har i samarbejde med CVX Ventures lukket en investeringsrunde på 2,2 mio. kr. fra Vækstfonden, eksisterende og nye investorer herunder CVX-partnere, der ligeledes bliver aktive advisors. Pengene skal bruges til at skabe vækst på særligt to områder hen mod en større funding runde i Q4 2022. Det ene fokusområde er et nyt motiverende pulstræningskoncept til fitnesscentre, hvor selskabet allerede har landet to kunder den seneste måned. Det andet fokus er fysioterapi-branchen med et pulstræningskoncept til træning med korrekt intensitet samt et nyudviklet coach-modul, hvor fysioterapeuter kan lægge en plan for deres klienter og følge med i om de får lavet træningen og med hvilken kvalitet.
IQniter er en dansk sports- og sundhedsteknologivirksomhed startet i 2010, og leverer en komplet træningsplatform til optimering af patienters træning. Platformen inkluderer planlægning, opfølgning og træningsapps til både holdtræning og individuel træning samt et pulsbælte, der måler pulsen.
“Vi har været rigtig glade for samarbejdet med CVX, der professionelt har hjulpet os med at skaffe både funding og nogle meget kompetente advisors, der kan hjælpe os på vores vækstrejse,” udtaler Lars Peter Busch, CEO af IQniter.
CVX-partner Eskild Ebbesen bliver ny advisor, der med sin store viden indenfor træning, vil deltage aktivt i udviklingen af pulstræningskonceptet. Den anden advisor er Søren Kargaard, der kommer med stor erfaring indenfor den finansielle sektor. Søren indtræder i IQniters bestyrelse, og vil som advisor stå for udbygning af selskabets rapportering og strukturelle opbygning samt blive en essentiel rådgiver i den kommende funding runde.
“IQniter er en komplet træningsplatform, som gør det muligt for fysioterapeuter, træningscentre og fitnessinstruktører, at tilbyde deres kunder personlig og målrettet træning gennem deres puls. Pulstræning har vundet frem på verdensplan, da det er en nem og ligetil måde, at træne optimalt på – IQniter har med deres intuitive platform gjort det endnu nemmere og bundet udbyderen og klienten sammen” udtaler Emil Klixbüll Have, Venture Manager i CVX Ventures.