Mikrobiomer er et brandvarmt emne i medicinalindustrien. Blandt de virksomheder, der arbejder med dette område er Clinical Microbiomics. Selskabet har netop modtaget en investering på 10 mio. euro, ca. 75 mio. kr. fra den franske kapitalfond Seventure Partners, der med investeringen indtræder som medejer af selskabet.
Clinical Microbiomics, som er et spin-out fra virksomheden Union Therapeutics, fokuserer på DNA-analyse af menneskers mikrobiom. Mikrobiom er de bakterier, der findes på og i vores krop.
Mennesket har mere end 100 billioner bakterier i tyktarmen alene. Til sammen har bakterierne mere end ti millioner gener, og flere undersøgelser viser, at sammensætningen af menneskets tarmflora har enorm betydning for vores sundhed.
Tarmindholdet er vigtigt for udviklingen af fedme, diabetes, åreforkalkning og nogle typer af kræft, og mere og mere tyder på, at tarmfloraen kommunikerer med nervesystemet og dermed kan påvirke hjernen.
Clinical Microbiomics laver analyser af, om medicinalselskabernes lægemidler virker ud fra patienternes mikrobiomer, og hvordan lægemidlerne påvirker mikrobiomerne hos patentierne.