Den danske vækstkomet Aiia, der tidligere har været ejet af Danske Bank, opkøbes af den amerikanske mastodont Mastercard. Vækstvirksomheden blev stiftet i 2011 af Rune Mai og Gudmundur Hreidarsson og beskæftiger i dag 62 medarbejdere.
Aiia, der tidligere gik under navnet Nordic API Gateway, er en af de førende platforme inden for open banking i Europa. Platformen gør det muligt for virksomheder og finansielle institutter at integrere finansiel data og tilbyde konti til konti betalinger direkte gennem platformen.
“Vi har været meget tilfredse med vores medejerskab og partnerskab med Aiia, som har været med til at skabe brugervenlige open banking-løsninger til gavn for vores kunder i hele Norden. Vi er imidlertid glade for, at Mastercard ser potentialet i Aiia, og vi er overbevist om, at Mastercard vil være den rigtige fremtidige ejer i forhold til den videre udvikling af selskabet blandt andet i forhold til ambitionerne om europæisk ekspansion. Beslutningen understøtter desuden vores mål om at forenkle den måde, vi driver bank på med fokus på vores nordiske hjemmemarkeder,” siger Glenn Søderholm, Head of Personal & Business Customers i Danske Bank, i en pressemeddelelse.
Danske Bank indtrådte i ejerkredsen tilbage i 2018, hvor vækstvirksomheden skiftede navn til Aiia. De to parter har ikke ønsket at oplyse, hvor meget Mastercard har betalt for den danske vækstkomet.
Læs hele artiklen på ITWatch her.