Den danske vækstvirksomhed Cloudeon bliver fremover en del af it-giganten Devoteam. Virksomheden blev stiftet i 2016 af Frank Mogensen, Søren Dandanell og Stefan Kousgaard, og beskæftiger knap 100 medarbejdere.
“Vi stiftede selskabet med udgangspunkt i at udvikle den måde, som danske virksomheder traditionelt har drevet og bygget it på. Vi så nogle kæmpe problemer for mange virksomheder med at skabe innovation. Det kræver, at man kan skalere rigtigt hurtigt, og de leverancemodeller kan vi bedre understøtte sammen med Devoteam,” fortæller Frank Mogensen til Computerworld.
For den danske vækstvirksomhed har det været vigtigt at finde en køber, som kunne være med til at løfte Cloudeon videre på det vækstspor, som man har befundet sig på de seneste fem år.
“I hele processen har vi været opmærksom på at finde en organisation og en strategisk stærk partner, der kan tage os til det næste niveau – ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Vi skal have mere af det, som vi allerede har i gang, men i større kontekst,” forklarer Søren Dandanell.
De to parter ønsker ikke at oplyse Cloudeons salgspris, men virksomheden kommer til at fortsætte som en selvstændig del med den samme ledelse.
Læs hele artiklen på Computerworld her.