Den danske vækstkomet Luksusbaby kunne tidligere i år fremvise et tocifret millionoverskud. Nu sælger parret 45 pct. af aktierne til Jan Lehrmann og til Coolshop, der bl.a. ejes af Anders Holch Povlsen, Jacob Risgaard og Mark Nielsen. Idéen til det fremadstormende barnetøjsbrand kom, da medstifter Ann-Louise Christine Aasted var på barsel med tvillingerne, hvilket blev startskuddet til det kendte brand.
“Vi har en veldrevet virksomhed, og vi har ikke solgt en andel for at få penge ud til os selv. Vi har udelukkende gjort det, for at kunne udvikle Luksusbaby. Det betyder enormt meget, at vi nu har nogle at dele med, når der opstår udfordringer eller skal træffes svære beslutninger,” udtaler Ann-Louise Christine Aasted, indehaver af Luksusbaby, til KapWatch.
Begejstring er også stor hos Løvens Hule-investoren Jakob Risgaard: “Vi er enormt beæret over, at vi blev valgt som investor. Der er mange, som har flirtet med Luksusbaby de seneste år, og derfor har handlen været omvendt sammenlignet med mine tidligere investeringer. Det var os, der skulle gøre os til overfor Luksusbaby.”
Vækstkometen blev stiftet i 2014 af iværksætterparret Ann-Louise Christine Aasted og Morten Grabowski Kjær og beskæftiger i dag 31 medarbejdere. Luksusbaby har med den nye ejerkreds sammensat en aggressiv ekspansionsplan, der bl.a. indebærer indvielsen af seks butikker i de største danske byer samt at styrke brandet i hele Europa.
Læs hele artiklen på KapWatch her.